Knædug og stolpestykke

I november 1979 fik Jernløse Lokalhistorisk Forenings museumsafdeling indleveret en meget smuk knædug samt et stolpestykke af Ingeborg Nielsen fra Regstrup. På dette tidspunkt havde foreningen til huse i Nr. Jernløse gamle skole, og både knædug og stolpestykke blev pakket ned.

I forbindelse med museets digitalisering er både knædug og stolpestykke igen kommet frem i dagens lys. Genstandene er registreret af Sigurd Stefansen, en af de mange frivillige, som gennem tiderne har gjort et stort stykke arbejde for museet. Stefansen har sikkert ikke haft den store indsigt i broderiets mysterier. Han har registreret begge dele som pyntehåndklæder, men det ville mange andre sikkert også have gjort. 

Knædugen er fremstillet omkring midten af 1800-tallet af Maren Hansdatter, hvilket også fremgår af initialerne på knædugen M H D.

Stolpestykket kender vi desværre ikke ophavskvinden til, men det bærer initialerne K A D og årstallet 1846.

Både knædug og stolpestykke er broderet med den såkaldte hedebosyning, broderi på hørlærred med hvid hørtråd.

Maren Hansdatter er født i Veddelev ved Roskilde i 1822, altså i det område, hvor hedebo-syningen opstod og i den periode, hvor hedebosyningen havde sin storhedstid.

Hedebobønderne var velstående i forhold til andre af landets bønder. Derfor havde kvinderne både tid og overskud til at fremstille disse smukke hvide broderier, hvor navnetræk og årstal ofte var syet med farvet tråd, som det ses på stolpestykket.

Ingeborg Nielsen, som indleverede broderierne til museet, var datter af Niels Nielsen og hans hustru Marie. De boede på Løvenborgvej i Regstrup, hvor Niels Nielsen var kusk for skovridder Karl Vilhelm Benzon på Løvenborg. Skovridderen boede på Majaslund, hvor også Niels Nielsen boede indtil han blev gift med Marie og fik et husmandssted på Løvenborgvej, men han fortsatte sit arbejde som kusk på Majaslund.

Broderierne har tilhørt Ingeborgs farforældre, som kom fra Veddelev.

De meget smukke knæduge, som blev fremstillet i 1800-tallet, blev brugt ved højtiderne til at hænge op på knæet, som var en stang monteret under loftet tæt på bilæggerovnen. Dette knæ blev brugt som tørresnor. Knædugen skjulte så tørretøjet, og samtidig gav den lys til den mørke stue.

I bogen ved Halleby Å (1921) skriver Karoline Graves i afsnittet Højtider og Mærkedage:

”Megen rengøring var der jo ikke og skulle udføres, der var ingen gardiner at vaske og stryge, ingen gulve at vaske; men man fik hvidtet væggene, fik vasket det trykte omhæng om sengene og hængt et ”pyntehåndklæde” [stolpestykke] op på dette, og sengene blev opredte, det vil sige: et par trækpuder med et hørlærreds betræk med filerede mellemværk blev lagt oven på hverandre oven på overdynen, der var lagt dobbelt. Omhænget dannede nemlig en lille åbning, så dette kunne ses. Dette brugtes kun ved festlige lejligheder. Når der så var fejet omhyggeligt i hver en krog og strøet et tykt lag strandsand alle vegne, ja helt op i det nederste af den sodede skorsten, og et godt stykke udenfor indgangsdøren, ja så lysnede det lidt i de mørke, lavloftede rum.”