Herregaarden Knabstrup

Illustreret Tidende 1867

 

Herregaarden Knabstrup

herregården Knabstrup_w

Henimod Midten af Sjælland, afsides fra Jernbane og Hovedlandeveje, indesluttet af Bakker og Skove, ligger Knabstrup, en af Landets ældste Herregaarde, fordum nævnet Knappetorp, som ved endestavelsen Torp viser, at den hidrører fra en ældre Tidsalder. Navnet har altsaa denne Gaard bevaret igjennem Tidernes Løb, men Gaarden selv har maattet vige sin oprindelige Plads; omtrent 1000 Alen mere vestligt findes Borgpladsen af det gamle Knabstrup, der, efter de ved, Begyndelsen af dette Aarhundrede endnu tilstedeværende Grundvolde og Ruiner at dømme, har været en meget anseelig Gaard, med Hovedbygningen i fire sammenhængende Fløie, paa en opkastet Borgvold og omgivet af dybe Grave, uden om hvilke igjen Udhuse har ligget. Gaarden grændsede mod Vest til en større Sø, var mod Nord og Syd behersket af høie, steile, skovklædte Bakker, og mod Øst laa en snever Dal, hvorigjennem en Bæk snoede sig, passerende tre Fiskedamme med Udløb i Borggraven, saa at den har havt en smuk og romantisk Beliggenhed.

 

Naar og af hvem den her er anlagt er neppe at oplyse, men da det dengang brugte Bygningsmateriale, saaledes som Lovgivningen have udviist, er ganske det Sammne som findes i Bygningerne fra Valdemarernes Tid, som f.Ex. Gaasetaarnet i Vordingborg, Kärnan i Helsingborg og deslige, nemlig en Sammenblanding af raattilhugne Kampesten og store, brændte Munkesteen, med Tag af de saakaldte Munke og Nonner, saa kan denne Borgs Anlæg sikkert henføres til det tolvte eller trettende Aarhundrede. Og da det vides, at omtrent hele denne Egn af Sjælland var i Skialm Hvides berømte Slægts Eie, saa tør det vel antages, at en Mand af denne Æt har grundlagt den gamle Borg, saa meget mere, som den første Eier, der er bekjendt, var Skialm Hvides Sønnesøns Søn Niels Absalonsen, her efter Midten af det trettende Aarhundrede var Ridder og hørte til det misfornøjede Adelsparti under Erik Klipping. Efter ham træffe vi som Knabstrups Eier 1286 en af Hoveddeltagerne i Erik Klippings Mord, Niels Henriksen (Niels Hallandsfar), der efter Suhms Mening var en Slægtning af Grev Jacob af Halland og saaledes ogsaa i Slægt med den foregaaende Eier. Det synes som om denne Egn har været særdeles rig paa Deeltagere i hint Kongemord, idet Hovedmanden Stig Andersen boede paa Tygestrup (nu Kongsdal), Niels Hallandsfar paa Knabstrup, Jacob Blaafod paa Jernløsegaard (senere nedlagt) og flere af de Øvrige havde Eiendomme i Nærheden. Niels Henriksen blev for crimen læsæ majestatis fradømt sin Eiendom, og denne kom herved under Kronen, og blev strax, da Dronning Agnes formodentlig trængte til Penge, pantsat til Andreas Camerarius, og senere sandsynligvis til Andre, idet Documenter udviste, at Kongerne til forskjellige tider, 1377, 1398, 1407 og 1410, havde ladet Kronens Ejendomsret til Knabstrup bekræfte ved Domme og Kjendelser af Landsthinget. Kort efter 1410 er Gaarden kommet i privat Eie, til Rigets Raad Paul Laxmand den Ældre, hvis Vaaben endnu findes i Sønder Jernløse Kirke, og efter ham var hans Svigersøn den berømte Iver Axelsen Tott Eier, som atter overlod Eiendommen til sin Svigersøn Admiral Arvid Trolle, der efterfulgtes af Sønnen Admiral JacobTrolle og Sønnesønnen Rigsraad Børge Trolle. Efter dennes Død er den gaaet over til Fru Giørrild Gyldenstierne, der var en Descendent af Paul Laxmand og et Sødskendebarn til Trollerne, og havde været gift med Lave Ulfstand, efter hvem hun var Enke da hun overtog Knabstrup. Da hun har ladet anbringe saavel sit eget som sin afdøde Mands Vaaben i Sønder Jernløse Kirke, har hun maaske ført hans Lig med sig hertil og ladet her begrave, idet han var død på Torup i Jylland, hvorfra hans Arvinger fordrev Fru Giørrild, som var barnløs. Efter hende kom gaarden til Børge Trolles Søster, Lisbeth, der var gift med Gabriel Sparre til Svanholm i Skaane, hvem hun overlevede, og testamenterede derfor sine Eiendomme til sine Slægtninge af Familien Sparre, af hvilke En, Johan Sparre, tog Knapstrup i Besiddelse, udelukkende sine Medarvinger; herover klagede en af Johans Brødre igjennem Kong Sigismund af Polen til Kong Christian IV, der lovede at skaffe ham sin Ret, men for sildigt, thi Johan Sparre havde dengang allerede solgt Knabstrup til Frederik Parsbierg, var draget til Sverig og havde indtaget Plads i det svenske Rigsraad, så at han gav baade Kongen af Polen og Kongen af Danmark en god dag.

 

I Johan Sparres Tid er det gamle Knabstrup afbrændt, omtrent 1610 – 1615, og Flytningen til Gaardens nuværende Plads paabegyndt efter en storartet Plan, som dog aldrig er bleven fuldført. Som et snurrigt Beviis på den Tids Ret og Skiel maa anføres, at den nye Gaard blev anlagt paa en Grund, der ikke engang hørte Gaarden til, men henhørte til en Bondeby hvis Jord laa i Fællig, og hvoraf Sparre kun var en af de ringeste Lodseiere.

 

Fr. Parsbierg eiede Gaarden i en lang Aarrække, og efter ham hans Søn Jørgen Parsbierg, som solgte den til en Assessor Sidenborg, der døde førend han tiltraaadte den, hvorfor hans Enke nødsagedes til samme Aar at sælge den til den rige Baron Bittinghoff paa Birkholm, som meget forbedrede og udvidede Eiendommen, ligesom hans Svigersøn Baron Broddorff og igien dennes Svigersøn General Dombrod, der besad den i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, have været dygtige og forstandige Godsbestyrere, der have bragt Eiendommen op til en efter daværende Forhold anseelig Størrelse og Værdi. Gaarden solgtes 1776 til Familien Castenschiold, hvem de endnu i Haven værende over 100 Aar gamle Frugttræer skyldes, ligesom Gaardens Bygninger udvidedes og forskjønnedes. I Midten af forrige Aarhundrede blev en Krigsraad Jørgensen Eier, hvis Enke ved et andet Giftermaal i faa Aar blev aldeles forarmet og Eiendommen ruineret; den sattes da efter Dom og Execution til Auktion, og kom derved 1777 i den Families Eie, hos hvem den senere er forbleven. Den sidstafdøde Eier Major Lunn fremavlede og dannede den fortrinlige plettede Hesterace, som benævnes efter Gaarden; han lod i 1861 opføre den nuværende Hovedbygning, da den af Johan Sparre for 250 Aar siden reiste Bindingsværks Beboelsesleilighed, fortæret af Tidens Tand, ikke længer var istand til at opfylde sin Bestemmelse.