Undløse Kirke

Undløse Kirke

Kirken er et langhus bestående af romansk skib fra 1100-tallet, som i tiden omkring 1500 – 1525 er forlænget med et jævnbredt kor. Til langhuset føjer sig tre senmiddelalderlige tilbygninger, at hvilke våbenhuset og tårnet formentlig er ældre end korudvidelesen, mens den tredje tilbygning, et sakresti, er opført ved korets nordside.

I 1875 opsattes en kakkelovn, der i 1909 udskiftedes med et varmeværk, opstillet ved nordvæggen i andet fag fra vest. I 1956-57 installeredes elektrisk varme.

Kirken står i dag hvidkalket med røde tegltage. Den præges afgørende af istandsættelsen i 1956-57, som tillige omfattede udskiftning af ældre gulve til fordel for Hasleklinker lagt i forskellige mønstre uden fuge eller i cement (våbenhus), i stolestaderne parketgulv.

Ejerforhold

Størstedelen af Undløse by vides at have været Absalons ejendom, og som sådan var den i 1100-tallets sidste tredjedel genstand for en række transaktioner mellem ham og Sorø Kloster. Kirken var i middelalderen en søgt valfartskirke, viet til Sankt Laurentius. Dette fremgår af en række afladsbreve fra perioden 1357-1492, som, foruden opregning af de nødvendige fromhedsgerninger, i flere tilfælde rummer omtale af altre. Således opfordres pilgrimme og andre besøgende til at deltage i messerne eller de øvrige gudstjenester, til at gå i procession om kirkegården og bede for alle sjæle, som der eller andetsteds hviler i Kristus, til at følge hostien (det indviede nadverbrød) eller den hellige olie til og fra syge, til at deltage i jordefærd og til at bøje knæ foran krucifikset under fremsigelse af fem pater noster og fem ave for Kristi fem vunder (sår) samt ved aftenklokkens slag at fremsige tre ave Maria med bøjede knæ. Endvidere rummer brevene de sædvanlige opfordringer til at række kirkens bygningsfond en hjælpende hånd, forøge kirkens prydelser, give kalke, bøger, klæder, lys, jord og gods. I et afladsbrev fra 1421 nævnes altre for Vor Frue, Sankt Laurentius og Sankt Katarina, som af brevets udsteder, biskop Jakob af Gardar, var indviet på Roskildebispens vegne. I 1441 indviede broder Søren, biskop af Færøerne, et kapel med alter for Sankt Olav, og endelig nævnes i et brev fra 1492 et alter for Sankt Anna samt et billede af jomfru Maria.

I langhuskorets hovedalter er fundet relikvier af Sankt Nicolaus.

I 1567 havde sognet 80 tiendeydere, og patronats retten(ejendomsretten) ansås for kongelig omkring 1666. I 1687 fik Valdemar Christoffer Gabel skøde på jus patronatus (ejendomsretten), og kirken lå herefter under Kongsdal, indtil den overgik til selveje 29. juli 1910.

Kalkmalerier

Ved en istandsættelse i 1918 fremkom kalkmalerier, der samme år undersøgtes og afdækkedes af Poul Nørlund. Væsentligst var en velbevaret gotisk udsmykning på det gamle skibs to østligste hvælv, hvortil kom indvielseskors, fragmenter af en yngre hvælvdekoration og på nordvæggen levn af eftermiddelalderlig ornamentik. I 1920 fuldendte Eigil Rothe afdækningen af de nævnte hvælv og restaurerede samtlige gotiske malerier.

Sagn

Om kirkebyggeriet beretter sagnet, at en fornem mand, Themme, ville opføre gudshuset på et bakkedrag ved Tømmerup, hvor marknavnene Store og Lille Kirkebjerg endnu er bevaret. Men alt, hvad man da møjsommeligt opførte om dagen, blev nedbrudt om natten, og byggematerialerne ført til Undløse.

Kilde: Danmarks Kirker, Nationalmuseet

 

 

Sagnet og skåltegnstenen

 

Sagnet

Det fortælles, at en Bonde fra Tømmerup vilde Julenat ride pa sin abildgraa Hest til Ondløse Kirke for at bivaane Christmessen. Midtveis kom han forbi en mørk, skovklædt Bakke, som Egnens Folk kalde Leedsbjerg, endnu ligesom fordum berygtet for at være en Bolig for Underjordiske. Denne tvegavlede, skovbegroede Bakke med synderlige Afsætninger og Terrasser ligger paa en af Kongsdals Udmarker og aabner en viid Udsigt over Aamosen til de modsatte Bredder. Ved dens Fod rinder den saakaldte gode Kilde, og nogle Skridt derfra er Korsets Kilde.

Bonden saae Bjerget løfte sig og en Skare af Dandsende at tumle sig om det. Han holdt stille for nøiere at betragte dette Optrin. Da kom en gammel Kjerling med graae Haar udslagne over Skulderen haltende og bød venlig den gode Bonde et forgyldt Drikkehorn, kunstig udarbejdet og fyldt, som hun anbefalede ham at tømme til Minde for hans hellige Christus.

alterkalk_WBonden tog Hornet, men da Indholdet syntes plumret og stinkende, saa lod han kun, som om han drak, men spildte Drikken. En Draabe sved Haarene af Hesten. Rytteren mærkede Uraad og galoperede bort med Hornet, som behagede ham bedre. Kjerlingen tilraabte nu én af Troldene: ”Løb Fylding, borte er Gylding”. Trolden ilede efter Bonden, der lod staae til over en sneedækket Eng, hvor hans graa Hest styrtede og gav Engen Navnet Braage-Ma, hvilket den endnu har.

Bonden var nu til fods og endnu langt fra Ondløse Kirke. I sin nød udraaber han: ”Hjelp Gud! Jeg helliger Dig og St. Laurentius dette Horn”, og snart naaede han Kirkens Grund og var frelst. Trolden greb vel en uhyre Steen og slyngede den efter Bonden; men Stenen traf Kirkens Nordlige Muur, og laa ved damme indtil Dreyers Tid 1), da Haandværksfolk indsluttede den i den nye Muur.

Drikkehornet blev en Gave ex voto 2) til Ondløse Kirke og forvandlet til en Kalk.

 

Skåltegnstenen

På en 78 cm høj og 195 cm lang sten af grå bjergart i den nederste del af vestmuren i Undløse kirkes tårn findes over hinanden med 25 cms mellemrum 2 store skålgruber, det øverste noget forvitret. Øverste skålgrube måler 9 x 6 cm, den nederstes diameter er 10 cm, dybden er henholdsvis 5 og 6 cm.

Skålgruberne fandtes i efteråret 1971 af sognepræst O. Bruun Jørgensen. Stenen var da overkalket og ”lappet” med mørtel, den sidder nu renset for mørtel men stadig overkalket i muren.

Stenen kan muligvis være den, der ifølge sagnet skulle være kastet af trolden. Ofte har det jo netop været de skålformede fordybninger, der har medvirket til, at der opstod overtro om ”kæmpekast”, skålgruberne opfattedes da som aftryk af kæmpens fingre.

Skåltegnet bliver hugget gennem hele bronzealderen som helligtegn, hvorefter det går af brug i den officielle tro. På grund af den enkle form er det næsten altid umuligt at tidsfæste en sten med skålgruber inden for det årtusinde, bronzealderen omfatter, hvis den ikke findes sammen med andre ting, der kan datere den. De ældste sten ser dog ud til at have en mere spredt fordeling af gruberne, som i yngre bronzealder samler sig til et tættere mønster, mens de enkelte gruber tit er forbundet med furer.

Det er tydeligt, at skåltegnet kommer i brug i stenalderens slutningsafsnit, hvor det findes på bygningssten i de store gravkister og sammen med mange andre træk danner den tærskel, som fører ind til bronzealderen. Lige så tydeligt er det, at dette enkle tegns betydning forsvinder med bronzealderen, til hvis religion det er knyttet. Mellem jernalde-rens guder har det ringe magt, men dets tid er ikke helt forbi.

Det fortsætter som et værnende tegn i folketroen, et tegn, der frigør stenens kraft i stenmelet, når det hugges.

At skikken har holdt sig næsten til nutiden, fremgår for eksempel af en oplysning knyttet til Siem kirke i Himmerland. Her har man endnu i mands minde skrabet pulver af den såkaldte blodsten for at anvende det til at ”stille blod” med. Det var strengt forbudt at bruge pulveret på kreaturer, da stenen så ville miste sin kraft.

1. Pastor Frederik Carstensen Dreyer 1650-1703
2. Ex voto eller votivgave er en gave, der blev givet til Gud og kirken som tak for f. eks. helbredelse eller ønsket om en god høst, raske dyr mm.

 

Litteratur:

Ove Bruun Jørgensen, Fra Holbæk Amt 1958
Mogens Schou Jørgensen, Fra Holbæk Amt 1971-72
Rigsantikvar P.V. Glob, 1967
Th. Ramskou, Skalk, 1966,1-8

 

 

Middelalderhistoriker Marianne Johansen fortæller om kalkmalerierne i Undløse Kirke

[wpdevart_youtube]TdzEfYrf_SA[/wpdevart_youtube]